Kørsel & Parkering – Leverandører & 3. parts frivillige

GATE 1 & GATE 2

Første gang du ankommer på pladsen, skal du køre til Crew kontoret ved “GATE 1” Holmegyden 10, Find vej med Google Maps her. Det er her du afhenter kørsels- og parkeringstilladelser. 

Nord for pladsen finder du indkørselsvej ”GATE 2”. Find vej med Google Maps her. Den leder dig direkte til medarbejder parkering. Det er ikke muligt at parkere uden en udfyldt parkeringstilladelse. Tilladelserne udleveres ved GATE 1 Crew Kontor sammen med dit armbånd, hvorefter du henvises til en parkeringsplads på medarbejderparkering. 

 

Kørsel  

Alle personbiler skal følge en af følgende muligheder: 

  • Køre til GATE 1 Crew Kontor – Parkere på jernpladerne – Modtage medarbejder parkeringstilladelse – Køre til GATE 2 – Vise parkeringstilladelse – Parkere på medarbejderparkering – Du fragter ting ind på pladsen på egen hånd. (det kræver særlig tilladelse at køre på pladsen) 
  • Køre til GATE 1 Crew Kontor – Parkere på jernpladerne – Modtage bagområde parkeringstilladelse – Køre af grusvejen eller jernplader ind på pladsen – Parkere KUN på den personlige bagområde plads – Bilen må ikke køre andre steder hen. 
  • Køre til GATE 1 Crew Kontor – Parkere på jernpladerne – Modtage indre pladskørsel (datobaseret eller for hele perioden) og medarbejder parkeringstilladelse – Køre af grusvejen ind på pladsen – Standse kortvarigt og læsse af – Kører gennem pladsens grusvej ud til medarbejderparkering.  

 

Alle lastbiler skal, medmindre andet er aftalt med kontaktperson, følge en af følgende muligheder: 

  • Køre til GATE 1 Crew Kontor – Parkere på markeret lastbil parkering – Modtage kørselstilladelse til Boneyard – Køre til Boneyard – Aflevere gods på boneyard – Køre ud af boneyard (cirkulær) – Køre ud ad pladsen ved Gate 1 
  • Køre til GATE 1 Crew Kontor – Parkere på markeret lastbil parkering – Modtage kørselstilladelse til indre plads og midlertidig crew armbånd – Køre til aftalte afsætningssted – Køre ud af pladsen enten ved GATE 1 eller GATE 2 afhængigt af hvad der er tættest på.  

 

INGEN biler må kører på græsset. ALLE skal parkere på afmærkede områder.  

Det er din leder der via akkrediteringsarket tildeler tilladelserne og crewkontoret som udleverer dem. 

Kørsel på pladsen

Færdselsloven er gældende overalt på Heartland. Der er hastighedsbegrænsning på hele festivalpladsen på max 10 km/t. Vær særligt opmærksom på, at vi opholder os i en slotspark, hvor store områder er fredet. Kør ikke væk fra grusveje, jern/køreplader og stier uden at have konfereret med site- holdet. 

Det vil altid være dit eget ansvar at overholde færdselsloven. Eventuelle bøder hæfter man selv for. Dette gælder både parkeringsbøder, fartbøder etc. men også hvis køretøjet beslaglægges pga. vanvidskørsel. Så kør ordentligt.

Husk altid at køre med lys på efter mørkets frembrud. Ingen køretøjer må benyttes af personer under 18 år eller uden gyldigt kørekort/certifikat. Benyt aldrig et køretøj uden tilladelse fra relevante leder. Certifikater, kørekort og lignende skal fremvises ved forlangende.  

Ligesom ude i det virkelig liv er det heller ikke tilladt at benytte køretøjer eller maskiner på pladsen hvis man er påvirket af alkohol eller andre rusmidler. Er der indikationer på at en medarbejder ikke er helt ædru, så kan vedkommende blive bedt om at tage en alkohol test. Det accepteres ikke at man møder påvirket på arbejde.  

 

Parkering

Under afvikling har vi en medarbejderparkering, som medarbejdere kan få lov til at benytte. Det kræver blot en parkeringstilladelse, som fås via Crew Check-In. Det er ikke tilladt at parkere andre steder end på de markeret parkeringspladser med gyldig tilladelse. 

Pladsen er stor, så man kan lynhurtigt komme til at gå rigtig mange km. Din indkvartering kan ligeledes være placeret op til 2,5 km væk fra pladsen, så det kan være fordelagtigt at medbringe en cykel (eller segway, hvis du lige har sådan en stående…). 

Af sikkerhedsmæssige hensyn henvises al gående trafik til områder udenfor jernpladerne. Går du langs grusvejen, skal du sørge for at gå ude i græsrabatten, så du ikke er i vejen for køretøjer.

Færdsel på Egeskovs område

Parken omkring Egeskov er fredet, og vi har derfor en helt særlig forpligtelse til at hjælpe hinanden med at passe på parken. Husk derfor at tænke evt. transporter eller opsætninger igennem en ekstra gang, og rådfør dig med site, inden du kaster dig ud i projekter, som du er i tvivl omkring. 

Som hovedregel må du ikke køre på græs, slå noget i træstammerne eller på anden måde gøre noget ved natur/planter, uden at have fået tilladelse til det. 

Skulle det alligevel ske, at du kommer til at påføre skade på træer, buske, blomster, græsplæne, etc., så giv straks besked til afviklingskontoret med grundig beskrivelse af hvad, hvordan, hvornår inkl. billeder på mail. 

Det samme gælder selvfølgelig, hvis du kommer til at påføre skader på materiel eller bygninger. Se afsnit om arbejdsskader. 

Rejse til Egeskov

Når man skal til Egeskov, kan man enten køre med toget til Kværndrup (der er ca. 2 km fra stationen til Egeskov) eller køre i bil. Det er fedest, når vi kører sammen i få biler og hjælper hinanden med at hente på stationen.